Anmeldelse

Alice Karup Kops er uddannet på Aarhus Kunstakademi og har i flere år arbejdet seriøst med kunsten. Hun har i tidens løb bevæget sig indenfor flere forskellige genre; keramik, bronzestøbning, maleri. Maleriet er dog det der har fanget hendes interesse mest, og det medie hun foretrækker, at udtrykke sig med og fordybe sig i. 

Når man betragter hendes billeder får man et klart indtryk af kunstnerens glæde for naturen, hvor øjeblikke af naturens foranderlighed fastholdes. Hendes malerier er meget udtryksfulde og man mærker en brændende lyst til at skabe og formidle hos kunstneren.

Alice trækker på en god eksperimenterende erfaring indenfor forskellige teknikker og lægger alle sine følelser og indre stemninger i malerierne, hvilket tydeligt ses.

Hendes landskabsmalerier er meget dynamiske og der er en stor kraft i de ekspressive farver, der får lov at brede sig ud over lærredet. Der opstår en helt særlig stemning i hendes billeder af livsglæde og en åbenhed der rækker ud efter os.

Naturen er hendes fordybelses område, men indtryk fra menneskelige relationer kommer også til udtryk i andre motiver. Hvilket opleves i hendes flotte ”Paraply” motiver, som har en Parisisk stemning over sig. Den regnvåde belægning og personskikkelser, der ikke træder tydeligt frem er med til, at give et interessant udtryk og giver mulighed for, at lægge mere til fortællingen.

Alice´s danse billeder fanger os med deres harmoniske bevægelser og sanselighed. Der er noget meget smukt og organisk over den måde en danser bevæger sig på og de former den skaber. Alice Karup Kops er god til at fange bevægelsen med stor overbevisning og man fascineres af det yndefulde formsprog og den dynamiske og energifyldte leg med kroppens bevægelsesmønster.

Uanset hvilke motiver Alice Karup Kops arbejder med, tænker hun glæde ind i sine billeder og lysten til maleriet skinner i den grad igennem i hendes billeder. Det er en fornøjelse, at opleve hendes lyriske stemnings verden.

©Af Kirsten-Marie Hedeland, Kunstanmelder ved Kunstavisen og Tv Programvært på ”Kunst for Tiden”, juni 2019